Bleach Dye Yr Heart
"We have finally gotten to the point where darkness, anger and hatred does not do the trick anymore", skriver dansk/svenske Hinsidan i pressemeddelelsen til albummet Bleach Dye Yr Heart - opf¿lgeren til bokss¾ttet God is in the Details fra 2005, der etablerede duoens k¿lige, dunkle og minimalistiske ambient/drone-lyd. Nuvel: Sp¿rgsmŒlet er sŒ, hvad det nye album s¾tter i stedet. Man kan i hvert fald ikke sige, at det er varme, ro og gl¾de, der pr¾ger de ti nye kompositioner, man fŒr her. Og sŒ er der mŒske alligevel noget mere afklaret over dem end tidligere. I hvert fald rummer st¿rstedelen af dem en klar metodik: Fasthold, men skab ogsŒ bev¾gelse. SŒ mange af de nye ting synes ikke at rokke sig en meter ud af stedet, men alligevel g¿r de det ganske um¾rkeligt. Og derved sniger de sig elegant uden om minimalismens fjende nr. 1: Monotonien. I hvert fald den type monotoni, der dr¾ber. For monoton er Bleach Dye Yr Heart. Heldigvis er den pŒ samme tid dragende og hypnotiserende.
Intetsteds er metoden bedre demonstreret end pŒ albummets magnum opus: Den langstrakte "Vivisection of the Soul". Hvad den grundl¾ggende drone her bestŒr af, er det umiddelbart lidt sv¾rt at dissekere, men man aner i hvert fald en luftig guitarst¿j og en dyb, maskinel puls. Langsomt synes enkeltelementer at bryde fri af dronen og vegetere i nye retninger, men ogsŒ sŒ diskret, at man er i tvivl om, hvorvidt man h¿rer syner. Om det er ens eget ¿nske om fremdrift, der skaber effekten, eller om der vitterligt er noget, som forskyder sig. Det er der naturligvis - og selvf¿lgelig er det meningen, at man skal komme i tvivl. Det er netop det, der fŒr en til at v¾re til stede i lytteprocessen - det, som virker i den. For et band, der i den grad dyrker et dystert og dramatisk lydunivers, er Hinsidan ekstremt bŒde elegante og subtile: PŒ sin vis mere besl¾gtede med Steve Reich end Throbbing Gristle.
Bevares: Der er numre pŒ Bleach Dye Yr Heart, der dels udtrykker sig i kortere sekvenser, dels n¾rmer sig mere traditionel dark ambient. Som f.eks. den kun lidt over to minutter lange "Reign", hvis irregul¾rt tilbagevendende grundloop gennemsk¾res pŒ kryds og tv¾rs af diskante clicks. "Cut Into the Open" n¾rmer sig det underspillet melodiske med en n¿gen basmelodi, der kaster ekko ud i tomheden, ligesom "Lights, Camera, Addiction" rummer en direkte rytmisk passage. Hvis man kan acceptere idŽen om en sang, der aldrig helt tager form og til sidst toner ud i ren monotoni, rummer albummet endda en enkelt af slagsen i form af "Without a Sound", hvor der bŒde luftes h¾se stemmebŒnd og et abstrakt, lettere Aphex Twin-agtigt beat. Men sŒ st¿der man altsŒ ogsŒ bl.a. pŒ den n¾sten subsoniske "Traders of Optimism", hvis dunkle lydt¾ppe f¿rst efter et langt stykke tid begynder at lyde m¾rkv¾rdigt forrevet. Hvilket - finder man gradvist ud af - er fordi, at en kv¾rnende st¿jkilde pr¿ver at bane sig vej op gennem det endel¿se dyb. Helt lykkes det aldrig - og da kompositionen efter ca. seks minutter skifter over i et lysere, n¾sten melodisk leje, er det stadig kun en hvislen, man fornemmer. Musik, der balancerer med ynde pŒ en knivs¾g.
Hvad dommen mŒ blive over Bleach Dye Yr Heart? Tja, det er ikke et album, der gŒr ind i lytterens hjerte med tr¾sko pŒ, men den slags skal man n¾ppe nogen sinde forvente fra Hinsidan. Et band, der netop forlanger den type lytter, der gider at tage sig tid til at s¾tte sig ned og h¿re efter. Til geng¾ld mŒ man sige, at spiller albummet sig ikke fri af m¿rket, vreden og hadet, er det omvendt et gavmildt bekendtskab at g¿re sig for den rette.